Det moderne gennembrud er betegnelsen på den litterære periode, der løb fra 1871 – 1890. Det var kritikeren Georg Brandes, der formulerede og definerede det moderne gennembrud i forelæsningsrækken "Hovedstrømninger i det 19. århundredes litteratur" på Københavns Universitet.

Med portrætsamlingen Det moderne Gennembruds Mænd fra 1883 gav han perioden navn og identitet: Bjørnson, Drachmann, Ibsen, Pontoppidan, J.P. Jacobsen, Schandorph, Skram og broderen Edvard Brandes, der sammen med Bing og Hørup grundlagde avisen Politiken.

Litteraturen skulle sætte problemerne under debat, skrev Brandes. Evolutionsteorier kontra skabelsesberetningen, kvindens stilling, ægteskabet, opdragelsen, ejendoms- og magtforholdene i samfundet. Det blev en meget epokegørende periode med opbrud og gennembrud inden for kunst, kultur og uddannelse. Det moderne gennembruds mænd – og kvinder – skabte et nyt værdigrundlag, som satte tydelige spor i eftertidens politiske debat, kunst og kultur.

Impressionisten Herman Bang hører også til rækken af periodens mest betydningsfulde forfattere, men i samtiden vandt han aldrig indflydelse i det moderne gennembruds inderkreds. Hans yderposition blev uden tvivl forstærket af samtidens syn på homoseksualitet som en sygdom.

Malerne Ring, Krøyer, Ancher og Henningsen repræsenterer også perioden.

Det moderne gennembrud er blevet kaldt eventyrets sammenbrud – ikke kun i litterær betydning. De gamle volde, der beskyttede guldalderens København, blev revet ned, og byen åbnede sig mod en fremtid som metropol med dyre og prangende bygninger og anlæg. Arkitekturen står stadig stærkt og tilfører København en meget visuel viden om perioden.

Mødested: Rådhuspladsen ved H.C. Andersen statuen.

Varighed ca. 2 timer. Turen slutter på Kgs. Nytorv.

Pris: 125 kr. pr. person - der gives rabat til grupper på over 10 personer

Er I en gruppe på mindst 4 personer, kan I bestille jeres egen tur. Skriv til fodspor@fodspor.info

Brandes - foto: Kristian Bjørn

Folkeuniversitetet skriver om Brandes:

Danmarks intellektuelle verdensstjerne

Georg Brandes (1842-1927) kaldes ofte Nordens Voltaire og hans kritik af det, ifølge ham, selvgode og småborgerlige miljø og bondementalitet i Danmark efter den tabte krig i 1864 skulle få vidtrækkende betydning for hans samtid og eftertid.

Brandes greb fat i tidens idylliske romantik, der uden at bemærke de enorme fremskridt i naturvidenskaben hang fast i fortidens idealer og naive religiøsitet. Yderst belæst og med et internationalt udsyn og netværk som ingen anden i landet på sin tid, greb han fat i det, han så som dansk filosofi og litteraturs verdensfjerne stilstand. Danmark, som han sagde, har altid været bagud i forhold til udviklingen i Europa.

Brandes lancerede et frontalangreb mod det danske filosofiske og litterære miljø. Med særligt blik for de nye litterære strømninger i Tyskland, Frankrig og England kritiserede han den danske litteratur for at være gået fuldstændigt i stå i en barnlig eventyrmentalitet. Samtidige rettede han en skarp kritik mod den kristne filosof Kierkegaard, som han kaldte en ”stueplante uden livserfaring”. Han fandt i stedet inspiration i John Stuart Mills kamp for kønnenes ligestilling, i oplysningsfilosoffen Voltaires skarpe satire og i Nietzsches radikale aristokratisme og forsøgte at introducere disse samt en række andre internationale tænkere og forfattere i Danmark.

Politisk var Brandes utrættelig fortaler for det, han og hans tilhængere så som humanistisk frihed og lighed, men havde samtidig blik for farerne ved demokratiet og den generelle mangel på dannelse.