I Peter von Scholtens fodspor

Byvandringer i København og New York

Peter von Scholten og den florissante periode

Peter von Scholten (1784-1854) var generalguvernør i Dansk Vestindien i årene 1827-1848. Han ophævede egenhændigt slaveriet på øerne i 1848 under et ulmende oprør blandt slaverne. Da nyheden om slavernes frihed nåede København, blev von Scholten udsat for skarp kritik. Avisen Fædrelandet kritiserede ham for vaklen og fejhed, og han blev anklaget og dømt for højforræderi. Samtidig var hans privatliv genstand for skriverier, sladder og stor forargelse.

 

De enorme pengesummer, der blev tjent på sukkerproduktionen, dannede grundlag for den florissante periode, som har sat sig spor med nogle af Københavns og Nordsjællands smukkeste palæer og sommerboliger. Peter von Scholtens palæ i Bredgade og sommerbolig ved Bellevue i Klampenborg er gode eksempler. Desuden er en række palæer i den del af København, der kaldes Frederiksstaden, opført af adelsmænd og embedsmænd, der profiterede af sukkerproduktionen.

 

Sukkeret, det hvide guld, udgjorde i 1780 halvdelen af Danmarks eksport, men med oplysningstankerne og liberalismens fremmarch i Europa kom også et nyt menneskesyn og en stigende modstand mod slaveri og slavehandel. Sukkerplantagernes dage var talte.

 

Som konsekvens af 1. Verdenskrig blev De Vestindiske Øer solgt til USA i 1917, og vi markerer 100-årsdagen for overdragelsen med en byvandring i Peter von Scholtens, sukkerets og slavernes spor i et af Københavns smukkeste kvarterer.

 

Tidspunkt: Transfer Day den 31. marts 2017 kl. 17.00

Mødested: Ankeret i Nyhavn. Varighed ca. 2 timer. Turen slutter ved Odd Fellow Palæet i Bredgade. Denne tur er blevet til et privat arrangement, og der er lukket for tilmelding.

 

Åben tur: Søndag 16. april kl. 9.30 med start ved ankeret i Nyhavn. Turen varer ca. 2 timer og slutter ved Odd Fellow Palæet - royalister kan nå over på Amalienborg Slotsplads kl. 12 og råbe hurra for Dronningen på hendes fødselsdag, hvis hun er hjemme.

Tilmelding på mail: fodspor@fodspor.info senest fredag den 14. april kl. 16.00.

Pris: 100 kr. pr. person.

 

Er I en gruppe, arrangerer vi en tur kun for jer. Der gives rabat til unge under uddannelse. Er der problemstillinger eller temaer I ønsker særligt belyst, aftaler vi det.

 

fodspor.info