Strandvejen fra Charlottenlund til Skodsborg - historiske anekdoter på en guidet cykeltur

90-års fødselsdag i 2026
Bellevue Teatret fylder 90, og i den anledning er jeg på banen med en ny guidet cykeltur om Strandvejens historie fra Charlottenlund Fort til Skodsborg Badesanatorium (Kurhotel Skodsborg).
Mødested: Den Lille Butik på Charlottenlund Fort (billedet),
Strandvejen 144
2920 Charlottenlund
Om Strandvejen
Strandvejen er som en collage af arkitektur, historie og storslået natur, hvor fortid og nutid væver ind i hinanden på en måde, der både belyser husenes og vejenes udvikling gennem tiderne. Strandvejen har altid fascineret københavnerne - og alle andre for den sags skyld. En tur langs Strandvejen har altid været et yndet udflugtsmål i langt over 100 år. Og det er i grunden ikke så mærkeligt, for året rundt og i al slags vejr har Strandvejen meget at byde på.
Der er kongelige boliger, ambassader, hoteller, restauranter og caféer. Der er skulpturer, gamle milepæle, mindesten og kilder. Der er et teater, en verdensberømt benzintank og et enkelt søbad. Og så er der alle husene. Store og små, nye og gamle, kønne og grimme huse, hvor der bor mange kendte og adskillige, der gerne vil være det, plus alle dem, der helst vil være anonyme. Der er kæmpevillaer, små fiskerhuse, rækkehuse, etagebyggeri og klyngehuse, hvor flere markante arkitekter i tidens løb på den ene eller anden måde har sat deres spor.
(Bolette Bramsen og Claus M. Smidt i "Strandvejen her og nu", Politikens Forlag)
90-års fødselsdag i 2026
Teaterprojektet var et par år undervejs og var udsprunget af Gentofte Kommunes mange store og ambitiøse fremtidsplaner. Den nye Strandvej var anlagt og den unge prisbelønnede arkitekt, Arne Jacobsen, havde allerede bygget det smukke boligkompleks Bellavista fra 1934 og Strandbadet fra 1932.
D.14. juni 1936 blev sat til åbningsdagen, hvor teatret skulle tage konkurrencen op med den allerede succesfulde Cirkusrevy på Dyrehavsbakken. Her residerede Osvald Helmuth på andet år.
Liva Weel var i disse år hovedstadens store revystjerne og blev engageret til Bellevue Teatret, hvor hendes mand Arne Weel skulle instruere revyen, som også talte bl.a. Johannes Meyer og en hel håndfuld dansepiger under ledelse af den kongelige balletdanser Børge Ralov. Alle sejl var sat til i det maritime teater, men anmeldelserne var lunkne...
Om turen
Fra Charlottenlund Fort til Kurhotel Skodsborg og Frederik 7's grotte (med udsigt til Hven) cykler vi skiftevis på Den Gamle Strandvej gennem Skovshoved og Taarbæk, Kystvejen og cykelstien, der løber mellem Kystbanen og Strandvejen.
Vi ser og hører om historisk og arkitektonisk kulturarv - de gamle fiskerhuse i Skovshoved, Rydhave, Hvidøre, Bellavista, Bellevue Teatret, Bellevue Strandpark, Knud Rasmussen Monumentet, Cottageparken, Springforbi Strandpark, Eremitagen, Villa Rex og Grevinde Danners Palæ.
Undervejs er der korte stop, hvor jeg også fortæller om Charlottenlund Slot og den kongelige familie, Flammen og Citronen, Holger Danske, Grevinde Danner og Carl Berling, Tietgen, Christian d. 2. og Dyveke.
Mødested: Charlottenlund Fort ved Den lille butik
Varighed ca. 2 timer. Turen slutter ved Frederik 7's grotte i Skodsborg (med flot udsigt til Hven).
Afstand fra Charlottenlund til Skodsborg ca. 8 km.
Priser:
Grupper på 2-4 personer 600 kr.
Er I 5 personer eller flere er prisen 125 kr. pr. deltager.
Bestil en tur på fodspor@fodspor.info med angivelse af ønsket tidspunkt og dato (gerne med en alternativ dato). Jeg svarer hurtigt - som regel samme dag.
Kilder blandt andre: Strandvejen før og nu - og aldrig (Politiken), Strandvejen her og nu (Politiken), Kulturkupeen, Strandvejen fra oven (Globe), Det gamle bad og havet - historier fra Charlottenlund Søbad (Strandberg Publishing).