Martin Andersen Nexø (1869-1954) kom til verden på Christianshavn i den periode af Danmarkshistorien, vi kalder industrialiseringen. Det var en tid med befolkningsoverskud, og mange mennesker vandrede fra land til by for at finde arbejde på fabrikkerne. Det, der mødte dem i byerne, var dårlige boligforhold, lave lønninger, farlige arbejdspladser og lange arbejdsdage. Mange var arbejdsløse og levede på bunden af samfundet.
Den elendighed Martin Andersen Nexø oplevede i sin barndom, blev kilden til hans stærke politiske engagement og til de mange noveller og romaner, der gjorde ham til den centrale skikkelse i dansk litteraturs sociale gennembrud.
I dag er Christianshavn en af Københavns mest idylliske bydele – stadig omkranset af det smukke voldanlæg fra Christian den fjerdes tid. Men manden på risten er der stadig, og på volden står Martin Andersen Nexø i skikkelse af en portrætstatue. Han minder os om en tid, vi bliver rigere af at huske.
Mødested: Ved Metrosøjlen på Christianshavns Torv.
Varighed 1½ time. Turen slutter ved det tidligere B&W - Overgaden neden Vandet.
Pris: 100 kr. pr. person
Er I en gruppe, arrangerer vi en tur kun for jer. Der er rabat for unge under uddannelse. Er der problemstillinger eller temaer I ønsker særligt belyst, aftaler vi det.
fodspor.info